Jeg ansøgte for nogle uger siden Skatteverket om at få F skatteseddel i Sverige. Tanken var at lave lidt konsulentarbejde for en tidligere arbejdsgiver fra privatadressen i Malmö.
Jeg fik svaret for et par dage siden. Skatteverket afviste ansøgningen med begrundelsen at jeg kun arbejder for den ene kunde, der i øvrigt er en tidligere arbejdsgiver. På dette grundlag gives der ikke F skatteseddel. Dvs. de betragter det som et normalt lønmodtagerforhold.
Dette tolkes nu som at jeg arbejder i både Sverige og Danmark som gemen lønmodtager. Og da man ikke kan socialt sikres i mere end ét land, er jeg nu socialt sikret i mit bopælsland (Sverige). Konklusion: Både min gamle og nuværende arbejdsgiver skal betale sociale bidrag (ca. 28%)! Det vil samlet set svare til en ekstra skat/afgift på 11% for den del der udføres i Danmark!
Jeg fik heldigvis lov til at trække min ansøgning tilbage, under løfte om at jeg ikke har nået at udføre konkrete opgaver fra min bopæl, og aldrig kommer til det. Men jeg syntes lige jeg ville give info videre. Man skal passe på hvad man går rundt og laver i Sverige, hvis man samtidig har arbejde i Danmark. Det kan blive en dyr ekstraindtægt!
Men jeg kan samtidig ikke lade være med at undre mig over, om hele setup'et ikke er i strid med EU's princip om arbejdskraftens frie bevægelighed?