Nils

Selvfølgelig kan du fremudleje din lejlighed, hvis du ellers må for bostadsrättsföreningen, men tænkt på, at du så får (både dansk og) svensk indtægt med det ekstra skattebesvær, det giver. Desuden mister du muligheden for at "drukne" reavinstskatten i det nye lejlighedskøb, når du ikke sælger den gamle i forbindelse med. Desdesuden er forholdet lejer-udlejer et født konfliktforhold, og jeg skulle personligt have mig stærkt frabedt at gå ind i sådan et konfliktforhold med den nærmeste familie som modpart, men sådan er vi så forskellige.

Prøv at søge på hyresavtal lägenhet på Google, så dukker der forskellige muligheder op.

I Sverige hedder boligsikring bostadsbidrag men til forskel fra Danmark, hvor stort set alle lejere kan få en slant, er den en decideret social ordning, der gives til værdigt trængende børnefamilier og unge (18-29). Bostadsbidrag kan til gengæld ydes uanset om man bor i hyresrätt (lejelejlighed), bostadsrätt (ca. ejerlejlighed), lejet hus eller eget hus. Man skal være folkbokfört, og have opholdt sig her et år. Beregningsformlen er dajlig dajlig kompliceret, og indebærer at ansøgerne nøje redegør for deres indtægts-, formue-, bolig-, arbejds- familie- og/eller kærlighedsforhold. Derefter udbetales pengene på baggrund af de afgivne oplysninger preliminärt, som det hedder, - foreløbigt - og et år til halvandet efter knalder man rutinemæssigt modtagerne, fordi deres tilværelse blev lidt lysere end de forudså. Man kan selvfølgelig også være så heldig, at det er gået en endnu værre, end man i sine vildeste mareridt havde kunnet forestillet sig - så får man (eller boet) en check. Det er Försäkringskassan, der passer den bamsetombola. De har pjecer og blanketter og alting.

Der er ingen begrænsninger desangående.

I Sverige må man bo i hvadsomhelst sålængesomhelst, og alle sydsvenske ejendomsmæglere med en fremtid forstår dansk og taler meget tydeligt.

Jeg må se det der garageanlæg en dag, hvor alle altid møder til tiden, og alle busserne kører på slaget, der er noget vist drømmeagtigt over det... Bortset fra det, så har jeg brugt øresundstog i snart et par år og de er blevet bedre til at holde minutterne. Engang imellem bliver der aflyst et tog, så jeg tager altid toget før, hvis det den dag er vigtigt, at være der på minutten. Og så bliver man altså brændt af et par gange om året halvandentimeagtigt. Sne, en personpåkørsel og vores gamle, nedfaldne ven køreledningen kan man vel ikke gardere sig imod. Hvis du gør dig afhængig af øresundstoget vil du mindst en gang om året opleve at komme så meget for sent, at om du så var Michael Schumacher, ville du ikke kunne køre det ind i løbet af en normal arbejdsdag. Hvis tiden er vigtig - ha en bil i baglommen.

Jeg betaler fastighetsskatt med begrænsningsregel og det hele, så visse er åbenbart mere kendte af systemet end andre.

Hej, det var en gammel tråd, du tager op, og så om danske forhold, men altså, en dansk ejerforening kan selvfølgelig godt låne penge i banken, hvis det er en flink bank, eller endnu bedre hvis der er tinglyst pantstiftende deklarationer i de enkelte lejligheder til brug for ejerforeningen, men det forbliver i småtingsafdelingen i forhold til hele husets værdi.

Klausulen gør sælger ansvarsfri i forhold til skjulte fejl på ejendommen, der opdages efter handlen. At et hus sælges med FK er tegn på, at det et problemhus, hvilket naturligvis skal afspejle sig i prisen.

Ens svenske ejendomsskat er ganske vist reguleret efter ens i Sverige beskattelige indtægt, typisk nul, men der skal betales et mindstebeløb på 2.600 eller 2.800 pr. år, nånting sånt, hvilket jeg har udbredt mig om i en anden tråd, så hvis man ikke betaler fastighetsskatt, må man være glemt eller opgivet af systemet, eller også også har man ingen fastighet, fordi man sover på gaden eller bor i en bostadsrätt. Meget lav husskat i Sverige p.t., men det holder ikke i længden, for der er ingen rimelighed i det.

Argumentationen finder nu nye og spændende former. Bøddeløksen røres ligesom tilfældigt og der gisnes om skjulte motiver. Men Corfitz Ulfeldt? Det er dog alt for megen ære, og jeg må anmode om, at radbrækningen af min krop i respekt for de historiske kendsgerninger - og netikette - sker in effigie. (Uden at jeg er til stede) Jeg satte spørgsmålstegn ved brugen af ordet "etnisk udrensning". Ingemar vil anvende det om tvangsudskrivninger til militærtjeneste, ligesom han nævner Klågerup i begyndelsen af 1800-tallet, hvor et bondeoprør efter nye tvangsudskrivninger blev slået blodigt ned. Jeg synes ikke, man skal anvende en betændt term som etnisk udrensning, blot fordi man er gal i skralden. Det gavner ingen sag. Begrebet indebærer, at magthaverne vil fjerne en bestemt folkegruppe fra et bestemt landområde, men her var bevæggrundene at skaffe ja lad os bare kalde det kanonføde til endnu et håbløst krigseventyr respektive at standse (endnu et) bondeoprør, som var kommet ud af kontrol. Hvorfor i øvrigt stoppe ved 300 ofre, Ingemar? Du er jo alligevel ikke bundet af empiri. Niklas citerer fra encyklopædien om de svenske hærgninger i Skåne, men her er du jo i tiden før svenskerne overtog Skåne. Forsvenskning er vel et begreb, der tilhører tiden efter Roskildefreden, hvor det blev traktatfæstet, at Skåne oversat til moderne dansk skulle have ret til at bevare sin egenart. For min skyld måtte man såmænd gerne udvide forsvenskningsbegrebet til 1520, hvor Christian II's held og penge slap op i Stockholm og vinduet åbnede sig for Gustav Vasa, der med Gud (nu protestant), friske lejeknægte og en dygtigt markedsført svensk nationalisme cum danskerhad på sin side fik forsvensket hele Sverige. En fantastisk kostbar operation især på længere sigt målt i almindelige mennneskers lidelser, men med et for Vasa Holding særdeles tilfredsstillende resultat - for nu at udtrykke det på underdrevet fondsbørsk. Dengang blev kronen (nej ikke SEK, men kongemagten) alt for stærk og blev ved med at være det lige indtil demokratiet indførte vores lokale udgave af USA's checks and balances og alt alt alt for sent ændrede kongehusets status fra war room til sit com. Ugebladene er det helvede, de fortjener. Nu sidder der så nogle år senere en flok og kryster hårdhændet til deres hjerter nogle mennesker fra gamle dage, som de kalder skåninge eller skånelændere, og som i deres forståelse også er dem selv, så de på en måde selv er ofre for de overgreb, som nogen, der kaldes svenskere, påførte disse mennesker. Hvorfor det er så vigtigt SELV at være et offer forstår jeg ikke helt - er det ikke nok at de andre var ofre? Problemet er bare, at flokken egentlig selv er svenskere, og at de mennesker, de har så megen omsorg for og identificerer sig med egentlig ikke var skåninger. Når man taler svensk og bor et sted, der har været svensk territorium i 350 år, så har man lod og del i svensk kultur på godt og ondt. Det er vel fra det udgangspunkt, man må tage diskussionen op, ligeså kritisk, man nu måtte være. Vores forfædre fra de dage havde en slægt og kom fra et sogn. Det var nok deres udgangspunkt. De var ikke i deres egen forståelse skåninger. De ønskede at dyrke deres jord, passe deres dyr og se deres børn vokse op. De ønskede fred med øvrigheden - ikke grænser og konfrontationer. Indimellem blev de forført af kyniske magthavere til at hade folk, der var som dem selv. De var dog ikke kun ofre. Wilhelm Moberg fortæller om, hvordan samfund i grænseområdet indgik såkaldt bondefred, hvor man på pergament med segl under forpligtede sig til ikke at skade hinanden i krigssituationer. Man lovede - med de omkostninger, det nu måtte have - ikke at stille soldater til at gå over grænsen når kronen forlangte det. En stolt historie, synes jeg. Et lille lys i mange hundrede års mørke. Nu er jeg spændt på, hvilke overtalelsesmidler jeg skal udsættes for. Først fik jeg de nedladende betragtninger om min historieløshed, derefter de løst underbyggede vandrehistorier, derefter det sorte kulkryds på mine motiver og derefter det prøvende sving med bøddeløksen. Det næste bliver vel (Arrrghh!!) underbyggede argumenter.

Først bliver man med alvorsfuld og let nedladende røst belært om, hvor uvidende og historieløs man er, og hvor vigtigt det er, at kende sin historie - derefter følger nogle fladpandede vandrehistorier og løse påstande, hvis eneste kvalitet er, at de underbygger en primitiv dolkestødslegende med skåninge i rollen som kernekarle, der blev ofre for onde svenskere. Den med skåningerne, der hjalp danskerne under besættelsen, mens svenskerne solgte jernmalm til nazisterne er den morsomste. Anders imødegår mit udsagn om, at der ikke fandt etnisk udrensning sted i forbindelse med forsvenskningen ved at glide lidt på begrebet og kalde det "overgreb" i stedet for "udrensning" og nævne episoden i Örkened. Den episode var en aktion mod partisaner, som fandt sted i krigstid. Ca. en snes blev dræbt, hvilket var kedeligt, men det havde hverken med forsvenskning eller etnisk udrensning at gøre. Det var et overfald på fjenden. Det er al ære værd at søge sine rødder, men man kan ikke lave om på historien med tilbagevirkende kraft. Danskerne i Skåne måtte lære svensk og blev præpareret med svenske løgnehistorier i steder for danske løgnehistorier. De blev sådan set svenskere af den behandling og blev således en del af den nokså interessante svenske historie. Landbrugsreformer, demokrati, industrialisering - først og fremmest den store historie om folkhemmet - er også skåninges historie, og alt, hvad der er skrevet, sagt og sunget på svensk, er deres arv. Hvis man vil vende ryggen til alt det, har man et problem.

Fri os for den åndsformørkede, glatnakkede og fladpandede snak om "Skåneland". Vi bliver allesammen født som idioter, men det er tilladt at tænke sig om hen ad vejen, og historien standsede altså ikke i 1658, selv om ens egen personlige udvikling muligvis gjorde det. Hvordan kan et formentlig voksent menneske sidde og skrive ud til en bred kreds, "om Skåne skal tilhøre Danmark, jammen det gør Skåninge da stadigt i deres hjerter". Så er der lidt om "etnisk udrensning som på Balkan", hvilket notorisk savner belæg, og "rigtigt forageligt (foragteligt eller forargeligt, vælg selv) er det at Danskere stadigt kalder Skåningene Svenskere selv herinde i debatten, for mange Skåninge betragter Øresundsbroen som broen "hjem til moderlandet"." My ass. Men det bliver værre endnu: "I Skåne idag er der 3 befolkningsgrupper: Skåningene, Svenskerne, Indvandrerne". Fulgt af en noget indviklet forklaring på, hvorfor vi indvandrede danskere, eller va fan vi nu er, skal betragte os som skåninge. Nogle bliver pinligt berørt af al den snak om biler, og hvad vil svenskerne ikke tænke om os. Jeg bliver mere pinligt berørt af denneher slags snak, for jeg vil hellere kastes i bøtte med kreative unge bilentusiaster, end med tumper, der konstruerer deres helt eget forskruede verdensbillede uden forankring i vores daglige virkelighed. Roskildefred og hårdhændet forsvenskning hører fortiden til. Det gør også både de danske og de svenske stormagtsprætentioner, som i århundreder gjorde livet usikkert for generation efter generation af almindelige mennesker, som bare ville dyrke deres jord, passe deres dyr og se deres børn vokse op, men måtte leve med tvangsudskrivninger, brandskatning, voldgæstning, overfald, plyndring, drab og vold - for dem stod fjenden altid i deres eget land, enten det nu var deres såkaldt egne myndigheder eller en såkaldt fremmed hær, der gjorde deres liv umuligt. Om de var svenskere eller danskere er med vores perspektiv ligegyldigt, ligesom det var ligegyldigt for dem selv. De var uskyldige ofre for overgreb fra voldsomme kræfter, som de ikke havde indflydelse på. Jeg burde vel sørge over dem, men landskabet, jeg bor i, med lidt for langt mellem husene, de forfaldne, surt sammenslæbte og overflødige stengærder, kratskoven og den sumpede eng afholder flere stille minutter for dem, end jeg selv kan byde på... Tiderne skifter: Vi er ikke længere styret af langfingrede krigsherrer med Gud og tvangsudskrevne eller tysk-importerede dødskommandoer på deres side. Vi er forlængst forsonede efter den alt for lange krigsperiode. Verden er indrettet påny med demokrati og internationalt samarbejde. Der findes endda noget, der hedder Øresundsregionen. Og så skal man høre sådan noget vås. En danskeridiot, der vil befri de bundne skånske hjerter - lige hvad vi manglede. Kan du ikke i det mindste sige, at du er fra Mols, eller hvor det nu er, så du ikke belaster os andre, når du nu går fra etage til etage i din nye boligblok for at indsamle blomster og kys fra de befriede.

De generelle regler for befordringsfradrag er ju knappast en Öresundsfråga, i hvert fald ikke et noget videre sexet spørgsmål, men nu har du stået der og blafret et helt døgn og kan ikke komme videre med dit stakkels budget, så skidt: Den 25. til 100. kilometer pr. dag giver 1,58 kr, kilometer derover 79 øre. Hvis du tjener mindre end 254.300 kroner om året før fradrag af arbejdsmarkedsbidrag, kan du få lidt ekstra fradrag. Hvor lidt det er, kan man regne ud efter en model, der er en anelse mindre kompliceret end Einsteins generelle relativitetsteori, og lidt mere kompliceret end udregningsformlen for befordringsfradrag for personer, der rejser under 25 kilometer om dagen og benytter færge til transporten mellem hjem og arbejdssted. Der er redegjort omhyggeligt for to af de nævnte tre formler andetsteds i dette forum.

Man behøver såmænd slet ikke at køre moralen i stilling for at fraråde over-opfindsomme arrangementer. De bærer straffen i sig selv for nu at udtrykke det lidt bombastisk. Hvis man vil bo i København (evt. på et lille sort værelse) fem dage om ugen og køre til Skåne på helgen for at oparbejde noget kørselsfradrag og legitimere sit arrangement, så får man mildest talt noget af et rakkerliv og desuden udgiften til to boliger. Det er da en høj pris at betale for at kunne gøre sig til grin over for sine kolleger med en latterlig luksusbil på svenske plader. Og hvis det hele begynder at lugte af, at man har gjort ufine ting for at få den fine bil, så bliver det rigtig rigtig sjovt for kollegerne... Jeg bor i Skåne for pengenes skyld, og det tror jeg også, der er mange andre danskere, der gør, og jeg synes, det er en hæderlig grund. Her får man meget mere for sine surt sammenskrabede, og hvorfor skulle man ikke flytte sig efter det? Og tage hvad der kommer förstås.

Hej Tina - Når I har besluttet jer for at tage skridtet, skal I engagere to højt gagerede specialkonsulenter. Den ene specialkonsulent er jeres danske bankrådgiver, der skal slå døren ind for jer hos en svensk samarbejdsbank og i øvrigt svare på alle svensk-danske spørgsmål. Hvis Morsø Andelskasse ikke magter opgaven, så skift til Nordea. (I har allerede betalt denne konsulents salær via de latterlige renter på jeres lønkonto) Den anden specialkonsulent er en skånsk mäklar, der næsten med garanti "kan Danmark" og har hørt alle spørgsmålene før. I en svensk bolighandel varetager mægleren formelt begge parters interesser, så tag loven på ordet og betragt ham som jeres mand. (Hans fede salær betales af en eller anden stakkels svensker, der vil sælge sin lejlighed) Jeg kan ikke svare på, om avgiften for en bostadsrätt dækker ALT, og om danske banklån kan matche de svenske, men det er der sikkert andre her, der kan. I øvrigt mener jeg, at hemnet højst har halvdelen.

Jeg kan ikke svare på, om det er bedst at være fuld eller begrænset. Fuld virker bare nemmere. Både Told & Skat er relativt kolde over for, om du taber eller vinder på at leje din lejlighed ud. De skal bare have skat af lejeindtægten. Og hvis du bruger regnskabsmetoden: Renter og afdrag på gæld i boligen kan IKKE medregnes som udgifter. Så du må nok regne forfra.

Jeg ved ikke om reglerne er uforståelige - måske er det bare mig. Det er lige meget i hvilket land, du kører dine kilometer. Hvis du kører 78 kilometer pr. dag i Sverige og Danmark for at komme frem og tilbage får du ikke noget for de første 24 kilometer. Den regel gælder jo for alle. Så kan du få almindeligt befordringsfradrag for 54 kilometer. Desuden kan du få fradrag for dokumenteret udgift til færge.

Fradraget er det, det koster. Man har fradrag for de kilometer, man kører ud over 24, men "vandvejen" tælles ikke med, når man måler strækningen. Hvis man eksempelvis kører 10 km pr. dag i Sverige og 10 i Danmark, er der fire kilometer op til mærket. Så skal man trække 4 gange 1,58 fra færgeudgiften, så har man fradraget. Hvis man kører over 24 km, kan man trække den 25. plus de følgende kilometer fra efter de almindelige regler (inklusive et nyt uudregneligt fattigbefordringsfradrag) samtidig med, at man kan trække hele færgeudgiften fra.

Der er vist ikke så meget fremtid i den konstruktion. Hvis du bor i lejligheden fem dage om ugen kan du jo ikke samtidig lade den indgå i en virksomhed. Og hvis det ikke er en erhvervslejlighed eller på anden måde en lejlighed uden bopælspligt, har du sådan set pligt til at sørge for at den anvendes til beboelse. Man kan vælge mellem to officielle modeller, når man lejer sin egen lejlighed ud. Efter fast fradrags-modellen har man et grundfradrag på 1 1/3 procent af ejendomsværdien eller mindst 24.000, som man kan trække fra lejeindtægten. Bundfradraget gælder fuldt ud selv om man kun lejer ud en del af året. Resten beskattes som kapitalindkomst. Efter regnskabsmodellen kan man trække udgifterne - herunder også vedligeholdelse og ejendomsskat - fra lejeindtægten. Resten beskattes som kapitalindtægt. Man kan (på særlig blanket) få nedsat ejendomsværdiskatten i forhold til hvor lang tid lejligheden er udlejet. Man skal kunne fremvise et egentligt regnskab med dokumentation for udgifterne. I øvrigt kan man bevare sin status som fuldt skattepligtig i Danmark, hvis man har en ejerbolig i Danmark, som man fremlejer på en kontrakt med mindre end tre års opsigelse.

Fradraget kommer, det er der jo politisk flertal for. Der mangler bare lidt tekniske detaljer. (Selv om det unægteligt virker lidt voldsomt, hvis danskerne forlanger, at svenskerne skal lave SINK-systemet om først) Skatteministeren og finansministeren mødes igen om tre uger.

Er man ikke som grænsegænger formelt "begrænset skattepligtig" trods muligheden for at opnå fradrag SOM OM man var fuldt skattepigtig? Eller har jeg misforstået noget? Det lyder sikkert som lavtflyvende fluekneppende pindehuggeri, men det kan være nyttigt at have orden i de begreber.

Jeg har jo lige givet Goggeloj ret, men nu vakler jeg alligevel lidt. "Udbetaling" er en nem, hurtig og praktisk oversættelse af det svenske ord "handpenning", men også en ret upræcis oversættelse. Det helt rigtige danske ord er "håndpenge" - et mindre beløb, som betales forud som bekræftelse på en overenskomst - men det ord er der jo ingen, der bruger... Hvis man vil lægge en større udbetaling, gør man det jo ikke, når køpekontrakten underskrives, og håndpengene skal betales, men man gør det så at sige bag kulisserne, mens man sammen med sin bank skraber pengene sammen, så de kan ligge kontant på bordet på tilträdelsesdagen. Jeg tror de svenske mäklare er vant til at oversætte danskeres forvirrede begreber til svenske realiteter, det er i øvrigt også deres job. Så kald bare handpenning for udbetaling, det er bare ikke helt præcist.

Det svenske samfund er plug and play: Når man er folkbokfört får hele maskineriet automatisk at vide, at man findes - så vil man begynde at modtage en lind strøm af papirer fra kommunen, Migrationsverket, Försäkringskassan, skattevæsnet. Hvis du (absolut) vil låne penge i en svensk bank, skal du bruge et foreløbigt personnummer. Det kan du få hos Skattemyndigheten. Nogen siger, man kan få det i banken - det gjaldt nu ikke min bank.

Nu siger du sludder og vrøvl, jeg ville sige rablende galimatias og rent vås. Selvfølgelig er der, noget der hedder udbetaling (handpenning), når man køber en bostadsrätt. Det var det med, at man betaler hele prisen, og at finansieringen er uden betydning for reavinstregnestykket, der bragte mig på afveje. Undskyld.