Spar over 10.000 kr per kvadratmeter i Malmø
1. september 2007 kl. 09:30
Der er billigere boliger på den anden side af sundet, det er ingen nyhed. Men hvor meget billigere er priserne i Malmø egentlig sammenlignet med København? De er meget billigere, men det varer ikke evigt.
Priserne i Danmark rasler ned. Ifølge den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik er samtlige typer af ejendomme i perioden 4. kvartal 2006 til 1. kvartal 2007 faldet i Danmark, undtagen enfamiliehuse, der er uændrede. Og ejerlejligheder, som udgør størstedelen af Københavns boligmasse, er faldet med 3,4 procent på landsplan, og tallet kan kun være højere i Københavnsområdet. Et prisfald på 13 procent på et år.
I Malmø ser det anderledes ud. Ifølge den svenske ejendomsportal Mäklarstatistik.se stiger priserne stadig. Gennemsnitsprisen per kvadratmeter i Malmø er på 17.027 svenske kroner, hvilket svarer til 13.600 kroner per kvadratmeter. I Malmø er priserne gennem det seneste år steget med 28 procent.
Forskellen er til at tage og føle på. Med et overophedet Københavnsk boligmarked, faldende priser, og et rekordhøjt antal boliger til salg, virker det derfor ikke mærkværdigt, at over 7 pct. af befolkningen i Malmø, nu har dansk som modersmål. Københavnske boligpriser er på vej ned, og Malmøs priser er på vej op.
Det skyldes i høj grad, at prisen per kvadratmeter i København, ifølge Realkreditrådet, ligger på omtrent 28.600 kroner. Dermed er der mere cirka 15.000 kroner at spare per kvadratmeter. Eller sagt mere pædagogisk: Dobbelt så mange boligkvadratmeter for pengene.
Danskernes flugt til Sverige kan aflæses flere steder. Et sted er hos SKAT, der registrerer flere og flere danske skatteborgere med bopæl i Sverige, og et andet sted er hos Øresundsbron. Friske tal fra Øresundsbron om trafikstatistik understøtter befolkningstilvæksten.
Biltrafikken over Øresund er i første halvår 2007 steget med næsten 20 procent. sammenlignet med samme periode sidste år. Der kørte i gennemsnit omtrent 17.000 biler om dagen. I juli måned kørte 672.846 personbiler over broen, hvilket er næsten 150.000 flere end i maj og over 100.000 mere end i juni.
- Pendlerandelen udgør nu omkring 38 procent af personbiltrafikken. Pendlingstrafikken styrkes af, at danskerne stadig flytter til Sverige i samme omfang som i 2006. Samtidig er antallet af svenskere, der arbejder i Danmark, mere end fordoblet, oplyser Øresundsbron.
Dog varer opsvinget på den anden side af sundet næppe for evigt. I takt med faldende priser i København bliver Malmø mindre attraktivt for danskere, da priserne udlignes. Fortsætter den positive udvikling i Malmø og den negative i København, vil priserne i Malmø have passeret København om 2 år, og det er nok ikke helt realistisk. København er stadig områdets hovedstad.
http://www.netposten.dk/?pageid=5&articleid=1004807