Synes lige I skulle have denne her fra Ingeniøren (et blad) Glem alt om præcis togdrift i Danmark
søndag 18.06.2006 kl. 17:37
Derfor er jernbanedrift aldeles umulig her i landet
Til orientering for læsere udenfor hovedstadsområdet kan jeg fortælle,
at den københavnske S-bane, som sidste år ellers havde en flere måneder
lang periode med rimelig regularitet, nu er tilbage til den sædvanlige
standard med overfyldte og aflyste tog. Forleden var jeg således en time
og tre kvarter om at komme fra Dybbølsbro station og hjem Vangede. Jeg
ved det godt. Jernbanedrift i Danmark er en kompliceret affære. Om
efteråret fedter nedfaldne blade skinnene, om vinteren fyger
skiftesporene til, så de må tøs op med flaskegas, og hele året vakler de
nedslidte skinner i svelleskruerne, mens køreledninger falder ned og
sikringerne sprænger i de umådeligt sårbare signalsystemer. Og nu her
under den - i og for sig ret tempererede - hedebølge, som har glædet os
de seneste par uger, bliver skinnene så varme på visse strækninger, at
længdeudvidelsen åbenbart bliver et problem, og togene må køre med
nedsat hastighed over hele landet med yderligere store forsinkelser til
følge. De rurale strækninger er i forvejen hårdt plaget af nedsat
hastighed på de alt for slet vedligeholdte skinner, så solpletterne er
at føje spot til skade. Men jernbanedriften er bestemt ikke blevet
nemmere af, at statsministeren i al sin ufejlbarlighed har udnævnt en
succesrig millionær og skotøjshandler, der formentlig aldrig godvilligt
har sat sine ben i et tog, til transportminister og dermed den øverste
ansvarlige for både tog, skinner og signaler. Det svarer nogenlunde til
at udnævne en journalist og fodboldspiller, der formentlig aldrig
tidligere frivilligt har sat sine ben i en forskningsinstitution, til
videnskabsminister. I fin overensstemmelse med de neoliberale tanker i
Bruxelles, men uden at nogen i øvrigt kan se en fordel heri for
passagererne har vi gjort det endnu vanskeligere ved at opsplitte
ansvaret for driften af de danske jernbaner ved at adskille anlægssiden
og det rullende materiel. Nu har tog-etaten DSB og spor-etaten
Banedanmark (som enhver kunne forudsige) påtaget sig hver én procent af
ansvaret for den samlede drift, mens Arriva ovre i Jylland vel kan nøjes
med en halv. De resterende 97,5 pct. hviler så på skotøjsministeren, og
det kan han tydeligvis ikke leve op til. Derfor har han i stedet
besluttet at sælge DSB til den højestbydende kapitalfond (der, som
vanligt i den slags tilfælde, såmænd bare låner købesummen ved at
pantsætte virksomheden) inden 2010. Hvis han ikke allerede inden da er
lettet for den tunge post, bliver ministerens liv derved pludselig meget
lettere, mens befolkningens bliver endnu mere besværligt. Det så vi, da
han - af om muligt endnu mere uforståelige grunde - solgte en pæn del af
Post Danmark til en kapitalfond - som derefter straks fik
generaldirektøren til at annoncere fyringen af tusindevis af
medarbejdere. Et eller andet sted skal pengene jo komme fra.
Nå, men alle fagfolk er i hvert fald helt enige om, at den første
betingelse for opnåelse af større driftsikkerhed og regularitet på
jernbanerne er en omfattende fornyelse og vedligeholdelse af landets
skinnenet, der mildest talt hænger i laser efter i hvert fald et halvt
århundred forsømmelighed. Det var derfor med nogen forbløffelse, at vi
for nylig i Den Berlingske Avertissementsavis erfarede, at Banedanmark
er i besiddelse af Nordeuropas mest avancerede sporombygningstog til en
værdi af 50 millioner kroner - og at samme avancerede materiel har stået
i sin remise det seneste års tid! Jamen hov, I derinde, hallo, vi står
altså her på perronen og venter på toget! Brug dog det kostbare
sporreparationsmateriel til dets formål! Ak-ja, sagen er såmænd den
absurde, at spor-etatens anlægsafdeling kører med underskud, fordi den
ikke kan vinde licitationerne om vedligeholdelsen af sit eget skinnenet,
fremgår det. Det forrygende spild af ressourcer i at lade en maskine til
50 millioner stå ubeskæftiget er imidlertid helt fint i overensstemmelse
med de for tiden herskende økonomiske teorier. Derfor vil der da heller
ikke være nogen problemer, når Banedanmarks bestyrelse nu har anmoder
skotøjshandleren om tilladelse til at sælge sporombygningstoget til en
konkurrent, for hvad man nu kan få for det. Derved kan man nemlig tage
tabet ved salget over anlægskontoen, fyre de 50 medarbejdere, der kan
betjene reparationstoget, og straks forbedre driftsregnskabet med et
imaginært millionbeløb. Hvilken forsinkende indflydelse denne
udspekulerede finansoperation vil få på skinnernes fornyelse og
vedligehold, interesserer tydeligvis ikke en eneste af ministerens
ansvarlige jernbanestrateger.
Glem det, kære medborgere og medpassagerer. Vi kan under disse
omstændigheder alle sammen lige godt først som sidst opgive nogensinde
at få en jernbane, der fungerer rimeligt stabilt i dette land. Ikke så
underligt, at en læserbrevsskribent for nylig foreslog, at man i stedet
for den traditionelle heks afbrænder DSBs fjollede PR-figur, kludedukken
Harry, på bålet til sankthans. Her er det så, at lidt kontrafaktisk
historieskrivning trænger sig på. Hele problemet opstår tydeligvis,
fordi jernbanen desværre blev opfundet før bilen og motorvejen. Tænk
hvis det havde været omvendt? Den første jernbane åbnedes som bekendt
mellem Stockton og Darlington i England helt tilbage i 1825. Her i
landet fik vi den første jernbanestrækning fra Kiel til Altona ved
Hamburg allerede i 1844, selvom vi helst taler om strækningen mellem
Roskilde og København fra 1847 (fordi vi efter nederlaget i 1864 måtte
afstå Sønderjylland og hertugdømmerne Holstein og Lauenburg - og dermed
både Kiel og Altona). Derefter gik det desværre hurtigt med at få
plastret landet til med de samme skinner, som efter alt at dømme ligger
der den dag i dag, og som politikerne lige siden stædigt har nægtet at
bevilge vores penge til at vedligeholde.
Men tænk nu, hvis Beau de Rochas havde opfundet 4-takteren i 1752 i
stedet for i 1852, så Otto kunne have bragt det i anvendelse allerede
til 1759 i stedet for først i 1859, da de forbistrede tog allerede
hostede forsinkede rundt i landskabet overalt i Europa? Goodyears
gummevulkanisering skulle så være opfundet i 1739 og ikke 100 år senere,
og dyrlæge Dunlup skulle have patenteret sit luftgummidæk allerede i
1788 i stedet for først i 1888. For selvom Watt havde leget med
selvkørende dampvogne allerede i 1780'erne, og selv om Pecqueur tog
patent på differentialet allerede i 1828, så startede Siegfried Marcus
først sin (2-taktede) benzinautomobil i 1864. Da havde jernbanen
desværre allerede bidt sig helt fast i landskabet. Var alle de
automobilteknologiske forudsætninger blevet etableret 100 år tidligere,
end det faktisk var tilfældet, så havde vi formentlig slet ikke haft
hverken en spor- eller en tog-etat i dag. Bilteknikken ville have været
100 år forud for nu, og vi ville alle sammen i dag køre rundt i
økologisk bæredygtige og forureningsfri drømmebiler. Og endnu bedre:
Den københavnske S-banens nuværende skinnenet ville i stedet bestå af et
separat system af busbaner, uden de satans skiftespor, skrøbelige
køreledninger og konstant fejlbehæftede signalsystemer (ikke at
forglemme de nedslidte skinner og deres elendige svelleskruer). I stedet
for at danne prop i røret ved Nørreport Station, ville de andre busser
såmænd blot køre udenom en havareret kollega. Tilsvarende separate
busbaner ville have dækket landet i stedet for de elendige
jernbaneskinner. Storebæltsforbindelsen ville såmænd bare have været en
8-sporet hængebro med busbaner, som ville have været bygget for 50 eller
80 år siden, fordi man ikke skulle diskutere hensynet til en
jernbanelinie, der ikke kan klare større stigning end 5-7 pct.! Pokker
også, nu hænger vi på det jernbaneskidt! Lynch